DanSponsor

DanSponsor

Om bloggen

Støtter du et fadderbarn i den tredje verden? Eller tænker du på at få et sponsorbarn? Mit mål med bloggen er, at dele mine oplevelser og viden med kommende, nye samt erfarne faddere og sponsorer. Her uddeles tanker, erfaringer og gode råd, omkring det at have et sponsorbarn samt mine egne erfaringer med de forskellige hjælpeorganisationer m.v. Måske får du lyst til at hjælpe et barn eller en familie til en bedre fremtid.

Hvad kan jeg skrive til sponsorbarnet?

Breve og pakkerPosted by Birgitte Hedahl Køster Sun, October 07, 2012 08:54:42

Som nystartet fadder kan det være vanskeligt at skrive det første brev til sit sponsorbarn.

Jeg har fundet nogle gode råd forskellige steder - både på nette, men også blandt andre sponsorer.

Børnefonden har følgende bud på brevindhold:

http://www.bornefonden.dk:80/2727.aspx

"Hvad kan jeg skrive om
Dit sponsorbarns og din egen verden er meget forskellig. Og det er ikke alt, dit sponsorbarn kan forstå. Det afhænger naturligvis også af barnets alder, hvad du kan fortælle om.Her er nogle forslag til, hvad du kan skrive om.


Vælg ét eller et par emner i hvert brev og skriv kortfattet. I løbet af de år, I skriver sammen, kan emnerne udvides og uddybes.


Årstider
Årstiderne i nogle lande varierer ikke så meget, så barnet har svært ved at forestille sig, at det kan være anderledes. Derfor er det en god idé at beskrive det udførligt for barnet.

Forklar, hvordan årstiderne er forskellige, og hvordan det påvirker éns dagligdag. Børnene ved f.eks. ikke, at bladene falder af træerne om efteråret, og at der først kommer blade på igen til foråret; at snevejr betyder, at man skal varme husene op for ikke at fryse; at jorden bliver glat og svær at gå eller køre på; at intet gror om vinteren; at man kan så og få ting til at gro, og at dagene bliver længere, så det om sommeren er så lyst, at man kan se udenfor hele aftenen.

Dagslængder
I nogle lande ændrer dagslængderne sig ikke meget, så børnene vil synes, at det er sjovt og meget anderledes at læse om.

Familien
Børnene vil synes, at det er spændende at høre om familielivet i Danmark. Børn og bedsteforældre er meget interessante emner. Børnene ved f.eks. ikke noget om ligestilling og arbejdsfordeling i en familie; familiefester; at man samles til aftenmåltidet, og at børn og voksne ofte foretager sig noget sammen i fritiden.

Skolegang i Danmark
Skole er et emne som børnene kender. Det vil interessere dem, fordi det er anderledes i Danmark på mange måder. F.eks. at det ikke er almindeligt at gå klassen om; at der ikke er ret mange elever i klassen; at man ikke har lang middagspause; at man har madpakke med; at man kun har 6-7 ugers sommerferie, og at der er mange kvindelige skolelærer og skoleinspektører.

Arbejde
Overalt i verden kender man til arbejdsliv, men der er store forskelle på, hvordan det former sig. Derfor er det interessant at fortælle om, hvad man laver og hvordan; hvordan man kommer frem og tilbage til arbejde, og hvor lang tid transporten tager.

Fritidsaktiviteter
Fritidsaktiviteter er altid et populært emne. Du kan fortælle om sport, kurser, spil, venner, interesser osv.

Mad
Børnene vil synes, at det er spændende at høre, at dét, de selv spiser og kender til, også bliver spist i Danmark. Men de vil selvfølgelig også gerne høre om mad, som er specielt for Danmark. F.eks. hvilke frugter og grøntsager, der findes i Danmark; hvilken afgrøder der dyrkes, og hvordan de bruges.

Dyr
Børnene kender til både vilde dyr og opdræt, så de vil synes, det er spændende at høre om andre dyr, end dem de selv kender. Fortæl om, hvilke vilde dyr vi har, og hvilke dyr der opdrættes.

Naturen
Mange børn har f.eks. aldrig set havet eller en skov, men de lærer om det i skolen. Fortæl f.eks. om åer, søer, skove, strande, havet.

Danmark
Fortæl om generelle ting om Danmark, så barnet også lærer noget om landet. Det kan f.eks. være vores parlamentariske styre med folketing; vores kongehus; vores retsvæsen og politi, Danmarks historie m.v. "

  • Comments(0)//blog.dansponsor.dk/#post140